Luftfoto af Majgården

Grøn markering viser grundens størrelse de sidste 15 år. Gul markering viser grundstørrelse fra 2020. 

I 15 år har vi boet på Majgården og ønsket os mere jord!

Jord omkring vores nedlagte landmandssted. Jord til får. Jord til egen dyrkning og dermed retten til selv at bestemme afgrøder, og hvornår der skal køres gylle ud. Og ikke mindst jord, der øger værdien af vores hus, når vi engang ikke længere magter mange kvadratmeter og skal flytte.

I 15 år har vi ‘nøjes’ med en have på 2.200 m2.

En have vi, som supplement til de eksisterende bøgetræer og syrener, har fyldt med køkkenhave, drivhus og høns.

En have, der har fået fjernet 60 gamle, halvdøde grantræer og fået sat bøgehæk.

En have, der har fået nedlagt en gammel men fint fungerende brønd (hvis man ser bort fra, at ALT var okkerfarvet – drikkevand, tøj, opvaskemaskine osv.) til fordel for tilkobling til vandværket.

En have, der har fungeret som baggrund for utallige hyggeaftener på terrassen, gyngeture i bøgetræet, havefester og legeplads for børn, hunde og høns.

Og en have, der har spillet hovedrollen med en græsplæne fyldt med vintergækker, bøgetræernes spæde lysegrønne blade og tjørnens væld af hvide blomster og røde bær.

En have vi har elsket at tilbringe tid i – og alligevel har vi siden indflytning ønsket os mere.

En drøm går i opfyldelse

I januar gik vores ønske endelig i opfyldelse. Vi fik skødet på det meste af den jord, der var blevet solgt fra i 1972.

Det nye skøde viser, vi nu har ca. 50.000 m2 i stedet for 2.200 m2. Det, der før fungerede som en stor villahave, er nu en lille del af et meget større område. Et område med gamle levende hegn af hvidtjørn, en å, et engområde og ikke mindst opdyrket jord.

Det betyder, vores 20 år gamle drøm om at holde får endelig kan gå i opfyldelse.

Det betyder dog også, vi bevæger os ud på dybt vand. For hvordan dyrker man jord? Her menes ikke bare den lavpraktiske tilgang med hensyn til at harve, pløje, så og høste, men også navigering i EU-tilskud, valg af afgrøde, sædskifte, forpagtning, omlægning til økologi og landbrugsrådgivning.

Indtil videre ignorerer vi de hundredvis af spørgsmål, der trænger sig på og finder vej på diverse post-it notes, og nyder, at vi hver dag kan gå morgentur på grunden og møde rådyrene langs åen.

Seneste tre blogindlæg